Lektørudtalelse

Forfatter: Martin Minka Jensen

Kort om bogen

Kaffebordsbog om den danske oldtid. Danmarks mange stendysser og jættestuer bliver sat i kontekst med landskabets udformning, både historisk og nutidigt. For læsere interesseret i historie og natur

Beskrivelse

Stort værk med fotos fra det danske landskab. I korte kapitler bliver læseren præsenteret for i alt 72 steder i Danmark, hvor der findes levn fra oldtiden. Fra de ældste spor efter mennesker i ca. 12.000 f.Kr. til slutningen af vikingetiden i ca. 1050, bliver de forskellige fortidslevn og deres indvirkning på naturen belyst. I nogenlunde kronologisk form, føres læseren gennem stenalder, bronzealder og jernalder. Særligt de mange gravhøje, jættestuer og stendysser dokumenteres

Vurdering

Oldtidens spor i det danske landskab er værkets kardinalpunkt, så den bevæger sig mellem historie, arkæologi og geografi. Der skabes en art vandring gennem det danske landskab belyst via levn fra oldtiden. Da de i alt 72 steder beskrives i hvert sit selvstændige kapitel, forekommer der gentagelser af fagbegreber. Fokus på påvirkningen af naturen og landskabet gør, at bogen ikke kun henvender sig til historisk interesserede, men også naturinteresserede. Bogens udstyr er veludført. De mange flotte fotografier supplerer de relativt kortfattede tekster glimrende

Andre bøger om samme emne

Jørgen Jensens 4-bindsværk "Danmarks oldtid", der er blandt de mest anerkendte værker om perioden, blev senere samskrevet og redigeret til en 1-bindsudgave af Gert Posselt, Danmarks oldtid