Lektørudtalelse

Forfatter: Sanna Stagaard Gade

Kort om bogen

De to gamle veninder Mel og Abi genoptager kontakten efter 17 år. Abi skal skilles og flytter hjem til Mel og hendes familie. Men gamle hemmeligheder lurer under overfladen og begge kvinder har bagtanker med den nyligt genoptagne kontakt. Til kvindelig læsere, der gerne vil underholdes

Beskrivelse

Mel og Abi var bedste venner på universitetet, men da Mel bliver gravid og dropper ud mister de kontakten. Abi gør sin uddannelse færdig og flytter med sin kæreste fra universitetet til USA. 17 år senere modtager Mel pludseligt en email fra Abi, der bringer gamle minder frem. Abi skal skilles, og har brug for støtte og et sted at bo. Uden betænkeligheder inviterer Mel hende til at bo hos hende. Besøget trækker ud og Abi invaderer Mels hjem og familie på en måde, der bliver mere og mere ubehagelig for Mel. Det er forfatterens første bog på dansk

Vurdering

Det er en forudsigelig roman om venskab, hemmeligheder, misundelse og hævn. Den bliver fortalt skiftevis fra Mels og Abis synspunkt. Det er tydeligt undervejs, at de begge har hemmeligheder for hinanden, men man bliver aldrig rigtigt overrasket over disse hemmeligheder. Historien er til den lange side, men har spændingselementer der alligevel holder læseren fanget undervejs

Andre bøger om samme emne

Den psykologiske spænding inden for hjemmets fire vægge kan minde om thrilleren En lille tjeneste, mens temaet med veninder, familie og dunkle hemmeligheder også kan findes i Liane Moriartys bøger