Lektørudtalelse

Forfatter: Mette F. F Dyreborg

Kort om bogen

Diskussion af, hvordan litterære tekster i danskundervisningen kan være med til at danne eleverne og give dem et bredt og nuanceret billede af verden. I følge forfatteren skal de litterære tekster udfordre de forestillinger og forståelser eleverne i forvejen har om verden, så de kan opbygge en ny forståelse. For dansklærere og studerende

Beskrivelse

Bogen forsøger at udfordre nogle af litteraturundervisningens selvfølgeligheder ved at lede opmærksomheden hen på en undervisning, der giver sig i kast med tre forskellige begreber - adkomst, uafgørlighed og defamiliarisering. Disse begreber knytter sig til de "abstruse tekster," som er dem, der er blevet stemplet som for svære for folkeskolens litteraturundervisning. Bogen er dog ikke et angreb på den litteratur, der bliver læst i skolen i dag, men et forsvar for den litteratur, der ikke bliver læst

Vurdering

En rigtig spændende og vel-gennemarbejdet bog om litteraturen og dens dannende funktion. Bogen argumenterer og begrunder på baggrund af mange observationer af elever i litteraturundervisningen, hvilket giver bogens tanker og teori et nutidigt og troværdigt præg

Andre bøger om samme emne

Der findes flere bøger om litteratur og dannelse, men med forskellige vinkler på emnet, fx: Litteraturundervisning - mellem analyse og oplevelse og Når børn læser fiktion