Lektørudtalelse

Forfatter: Christine Christensen

Kort om bogen

Hvornår bliver noget unaturligt? Hvad sker der hvis det uautentiske vinder større og større indpas i den menneskelige tilværelse? Eksistentiel og filosofisk roman til et litterært interesseret publikum

Beskrivelse

Efter sin mands død mister den kvindelige hovedperson deres fælles gård og flytter til et parcelhus i en forstad sammen med sine to børn. Selvom hun hurtigt får arbejde i demenslandsbyen "Viljen by" har hun svært ved at give børnene, det de har brug for og i desperation beslutter hun sig for at sælge sin ene nyre. På opvågningsstuen filosoferer hun over livet på gården, hvor hun og manden opdrættede særlige gensplejsede silkegeder, og tanker om flokmentalitet, individ, organdonation og aktiv dødshjælp blander sig med minderne om en lykkeligere fortid

Vurdering

Bogen foregår øjensynligt i en nær fremtid, hvor nogle ting er som nu, mens andre har fået en drejning, en kritisk kommentar til den verden, der omgiver os. Den unavngivne hovedperson flyder passivt med strømmen og gennemsyrer historien med en egen håbløshed og følelse af fatalisme. Det er ikke en lettilgængelig fortælling, men den rette læser vil få en velskrevet og tankevækkende læseoplevelse

Andre bøger om samme emne

Forfatterens egen Manuel har samme mismodige stemning. Læsere af Det europæiske forår og Svend Åge Madsens forfatterskab vil måske også føle sig hjemme her