Lektørudtalelse

Forfatter: Christine Christensen

Kort om bogen

Mange minoritetsetniske børn oplever social magtulighed i dagtilbud, skole og måske endda i livet generelt. Denne bog sætter ord på uligheden og vigtigheden af at være bevidst om den. Henvender sig til lærere, pædagoger og andre fagfolk

Beskrivelse

Forfatterens personlige og professionelle møde med forskelsbehandling i undervisningen, det hun betegner som "brun skoling", har dannet udgangspunktet for denne bog i serien "Pædagogisk rækkevidde". Bogen beskriver, hvordan sort hår og brun hud er med til at definere, hvordan børn bliver mødt i skolen, og den risiko det medfører for at fastholde og forstærke bestemte mønstre og social ulighed. Forfatteren ønsker at hjælpe skoler og professionelle med at arbejde med og forholde sig konstruktivt og kritisk til den forskelsbehandling og marginalisering, som mange elever oplever i deres møde med det danske skolesystem. Der findes refleksionsspørgsmål til emnet på unipress.dk

Vurdering

Velskrevet og gennemarbejdet indlæg i et område, der er forholdsvis ubeskrevet. Forfatteren skriver på et fagligt højt niveau, men de mange eksempler og inspirationsforslag gør bogen praksisnær og anvendelig i det daglige arbejde

Andre bøger om samme emne

Hvis man vil læse mere er det oplagt med forfatterens egen Det ved vi om børn, unge og etnicitet i skolen eller Minoritetsdanske drenge i skolen. Novellesamlingen Brun handler om at føle sig anderledes i det danske samfund