Lektørudtalelse

Forfatter: Lisbeth Thue Hansen

Kort om bogen

Sofia er vant til at mærke, når noget gør ondt udenpå. Men nu har hun også mærket, når noget gør ondt indeni. Det er anderledes og en væmmelig fornemmelse. Til undervisning i litteratur fra 9 år/ 3. kl

Beskrivelse

Sofia går i skole men føler sig ofte alene, og hun tænker over, hvorfor hun mon er anderledes. Man skal ikke tude. Der er intet at pylre over. Ingen gider lege med en tudetøs, op igen, siger hendes forældre. Det forventes, at Sofia ikke "vander høns". Hun går fra de andre og farer vild. Da hun finder hjem, er det mørkt. Hendes forældre er blege af bekymring, og Sofia bliver så bange, at hun bryder sammen i gråd. Fortællingen hører til serien "MiniVærk"

Vurdering

Spændende billedroman der kræver formidling. Den er velegnet til danskundervisningen på mellemtrinnet. Det er en lidt underlig med veldrejet tekst, hvor illustrationer og tekst ikke kan stå alene, men supplerer hinanden. Sammen forenes de til en god historie, der danner grobund for mange samtaler. Der bliver anvendt mange ældre sproglige udtryk i teksten, der drejer sig om at føle sig alene men forblive stærk. Der står mere mellem linjerne end på. Ingen steder i teksten står der noget om at blive mobbet. At skulle leve op til andres forventninger og være stærk, er et andet tema. Bogen egner sig ikke til selvstændig læsning

Andre bøger om samme emne

I samme serie skrev Bent Haller Hundeliv, der også drejer sig om ensomhed og opførsel