Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Kort om bogen

Andet bind i Elsebeth Egholms nye krimiserie med den aarhusianske læge Rina Svane-Dissing som hovedperson. For alle krimilæsere, som vil få mest ud af det, hvis de allerede har læst første bind: Jeg finder dig altid

Beskrivelse

Rina er 36 og praktiserende læge i Aarhus. Klatring er hendes lidenskab, og under kunstnernavnet Private Eye udsmykker hun i hemmelighed høje bygninger. For nylig blev en ung klatrer dræbt under en natlig klatring, hvor Rina også var til stede. Siden da har hun forsøgt at finde drabsmanden, men hun føler sig forfulgt og alene, eftersom hun af hensyn til sin anonymitet ikke vil kontakte politiet officielt. Dog har hun en særlig kontakt til en fraskilt politimand, som arbejder på en sag, der viser sig at hænge sig sammen med den unge klatrers død. Inden Rina ser sig om, er hun truet på livet

Vurdering

En spændende og velfortalt krimi, som kommer vidt omkring i forskellige dele af Aarhus. De fleste tråde bliver bundet, men eftersom der stadig er et udestående fra Rinas barndom, har vi formentlig ikke hørt det sidste til den handlekraftige og uforfærdede læge med den sammensatte personlighed

Andre bøger om samme emne

Krimierne med Rina Svane-Dissing kan sammenlignes og læses på linje med Elsebeth Egholms to populære serier med henholdsvis Dicte Svendsen og Peter Boutrup som hovedpersoner. De kan desuden minde om Jeanette Øbro Gerlow og Ole Tornbjergs udmærkede serie med Katrine Wraa