Lektørudtalelse

Forfatter: Line Hoffgaard

Kort om bogen

Medrivende dystopi om kvindeundertrykkelse, kønspolitik og racehygiejne i et fremtidssamfund, som giver mindelser til Orwell. Romanen appellerer til fans af Atwoods "Tjenerindens fortælling" og andre velskrevne dystopier

Beskrivelse

Gennem racehygiejne har staten i Finland fremavlet kvindetypen eloier, som er uintelligente, husmoderlige og altid føjer deres mænd, Maskoernes ønsker. Morlocker er kvinder, som er født til at arbejde og ikke må forplante sig. De to søstre Mira og Vera, den ene rendyrket eloi og den anden morlock i det skjulte, vokser op i dette overvågningssamfund. Deres veje skilles, da Mira vælger den forventede levevej for en eloi, nemlig ægteskabet, mens Vera er for klog til at ville underlægge sig samfundets krav. Hun involverer sig i at producere og sælge chilier, som er forbudt af staten pga. chiliens indhold af capsaicin, som påvirker kroppens adrenalin og endorfiner

Vurdering

En velskrevet og medrivende historie, hvor man kan mærke inspirationen fra Orwells, Atwoods og Wells' klassiske dystopier. Finske Johanna Sinisalo er et nyt navn herhjemme og desværre fortæller bagsiden ikke meget om historien, hvorfor den vil kræve aktiv formidling. Fans af dystopier og fremtidsfortællinger bliver ikke skuffede

Andre bøger om samme emne

Romanen sender en kærlig hilsen til Orwells 1984 og Atwoods Tjenerindens fortælling. Eloier og morlocker indtroduceres i litteraturhistorien i 1895 i H. G. Wells klassiske dystopi Tidsmaskinen