Lektørudtalelse

Forfatter: Mette Balle Christensen

Kort om bogen

Alfeprinsessen Lilja bor med sin familie og venner i Nøkkerosesøen, hvor farer og fjender lurer lige om hjørnet. Da hendes ven Duni en dag forsvinder, beslutter hun sig for at bringe ham tilbage. Mon det lykkes Lilja at finde Duni? Højtlæsningsbog for 5-8-årige, især piger

Beskrivelse

I og omkring Nøkkerosesøen er der mange farer, man skal passe på. En dag ser Lilja en mosling, der normalt lever på bredden ved søen. Hans lille båd er tæt på vandfaldet, og han risikerer at drukne, hvis ingen hjælper ham. Med frøerne Kvæk og Kvaks hjælp får Lilja reddet moslingen, som bliver hendes nye ven. Et par dage efter forsvinder Liljas ven, Duni, efter en forbudt tur ind over Spejldammen, hvor Dyndkongen hersker. Lilja og hendes nye ven beslutter sig for at redde Duni, selvom det bliver en farlig tur. Bogen er første bind i en serie

Vurdering

Handlingen er spændende og "personerne" i historien er både søde og sjove. Forrest i bogen er et kort over den verden, som handlingen udspiller sig i, og fortællingen er krydret med flotte illustrationer gennem hele bogen. Sangen "Lilja på eventyr", som Lilja synger nogle gange i løbet af handlingen, kan høres ved at scanne QR-koden på en af de første sider i bogen

Andre bøger om samme emne

En anden god serie om alfer er bøgerne om Mirja af Gunvor Ganer Krejberg. Første bind i serien hedder: De nye vinger