Lektørudtalelse

Forfatter: Grethe Lorentzen

Kort om bogen

Mord avler hævn, og hævn avler hævn. Gribende og dramatisk historie om Agamemnons hus i splid med sig selv. Til læsere af græsk mytologi, og læsere af romaner om familiefejder

Beskrivelse

Agamemnon sejlede til Troja med sin hær. Inden da ofrede han sin datter til guderne. Hans kone Klytaimnestra svor sin hævn. Hjemme igen bliver han og hans krigsbytte Cassandra dræbt. Sønnen Orestes er kidnappet og i eksil. Datteren Elektra lever i skyggen af sin dominerende mor og hendes elsker. Da bror og søster endelig genforenes, beslutter de at tage hævn. Irske Colm Tóibín (f. 1955) har udgivet en række romaner, senest Nora Webster og Marias testamente

Vurdering

I det dystre univers ekkoer ånderne, mistroen og agtpågivenheden i gangene i paladset, og helt ned i fangekældrene, hvor Aigistos, senere Klytaimnestras elsker, sad. I Tóibíns gendigtning får hvert familiemedlem sin egen personlige stemmme og fortælling med psykologisk indsigt, i et afdæmpet sprog med intense detaljer om menneskelig ulykke, frygt og hævngerrighed, men også om håb og nyt liv

Andre bøger om samme emne

Sagnet om Agamemnon har givet stof til tragedier af Aischylos, Sofokles og Euripides, og det har inspireret dramatikere som Eugene O'Neill og Jean-Paul Sartre. Også nutidige forfattere har gendigtet sagnet, som fx Bent Haller i Hævnen