Lektørudtalelse

Forfatter: Christine Christensen

Kort om bogen

Hvordan finder man ud af hvem man er? Hvordan bliver man den man gerne vil være? Ungdomsroman om at acceptere sig selv og finde ud af hvad der er det allervigtigste i livet. For unge (kvinder) fra ca. 14 år

Beskrivelse

Engang var Viktoriya, Caja og Ellen bedste venner, men nu tilhører de hver deres gruppe og har mistet kontakten. En nytårsaften, hvor alt ender i hash, druk, bræk og fejltagelser finder de kortvarigt hinanden igen, men det er svært at blotte sig, når det eneste man går op i er at holde facaden for enhver pris. Men måske er antallet af instalikes og snaps ikke så vigtigt, når det hele ramler sammen og man bare har brug for nogle, der kendte én, som man var engang

Vurdering

Velskrevet og vedkommende ungdomsroman om de hårde, sårbare teenageår, hvor alt gøres op i kalorier, karakterer og kliker, hvor de sociale koder er svære at afkode og hvor alle de tilbageholdte tårer, truer med at knække én tilsidst. Usikkerheden, der hele tiden lurer under den perfekte overflade er godt beskrevet, og det er tydeligt at forfatteren kender sit publikum indgående

Andre bøger om samme emne

Tredje selvstændige del af Sindstequila og Øjebliksbilleder. Ønsker man mere realistisk ungdomslitteratur er Sarah Engell eller Sanne Munk Jensen gode bud