Lektørudtalelse

Forfatter: Stine Veisegaard

Kort om bogen

Når kærligheden rammer dig, fyldes du med en masse følelser. Her er bogen, som hjælper dig til at finde rundt i forelskelse, flirt og dating. Fra 14 år

Beskrivelse

Bogen henvender sig til unge, der synes kærlighed er spændende. Bogen har en række afsnit, som kommer omkring emnerne følelser, kærester, flirt for begyndere og gode råd, når man dater. Der er også et afsnit med råd om dating på de sociale medier. Og der er råd, hvis man bliver forelsket i en på sin efterskole. Undervejs er der kærlighedshistorier, hvor andre unge deler deres oplevelser og giver gode råd. Bogen kommer også ind på det at være single, og hvilke fordele der kan være ved det. Bagerst er afsnit med adresse og telefonnumre, hvor man kan hente råd eller vejledning. Forfatteren arbejder som SoMe-redaktør på ungdomsmediet TV2 ECHO, og har skrevet flere bøger til unge fx RobinSamse og Blog som de bedste

Vurdering

Forholdsvis teksttung bog, der dog har et flydende og ligefremt sprog. Fordelen ved bogen er, at der kan springes i kapitlerne. Den sætter udmærket fokus på de tanker og følelser, som teenagere har, og har fuld respekt for forskelligheder. Den primære målgruppe vil formentlig være piger

Andre bøger om samme emne

Bogen adskiller sig ved primært at have fokus på følelser. Der findes flere bøger til unge, hvor fokus også er seksualitet fx Kærlighed, kildevand & kaos