Lektørudtalelse

Forfatter: Marianne Majgaard Jensen

Kort om bogen

Flot, illustreret biografi om Martin Andersen Nexø med læsninger af hans værker. For litteraturfans og historisk interesserede

Beskrivelse

Martin Andersen Nexø, 1869-1954, en stor dansk forfatter med betydning i verdenslitteraturen. Her er en biografi, som parallellæser det biografiske og historiske med værklæsninger. Henrik Yde, f. 1950, er litteraturvidenskabsmand og Nexø-forsker. Denne nye biografi er gennemillustreret og i stort format

Vurdering

Lækker biografi, coffee table-agtig med masser af flotte, relevante illustrationer og smukt boghåndværk. Yde læser værk, biografi og samtidshistorie sammen, og det belyser fint forfatterskabet: Vi hører om Nexøs opvækst og voksenliv, om hans engagement i de grundtvigske miljøer og højskolebevægelsen, om hans rejser, om de internationale socialistiske og kommunistiske strømninger op gennem verdenskrige og mellemkrigstid, og hvordan disse strømninger blev set som bolværk mod fascismen. Det er en rigtig god vinkel til netop dette forfatterskab, at inddrage både den personlige historie og det faghistoriske. Letlæst men med højt niveau, udførligt kilde- og noteapparat samt registre

Andre bøger om samme emne

Af anden litteratur er Borups Jensens kanonportræt Martin Andersen Nexø, 2010, Houmanns trebindsværk Martin Andersen Nexø og hans samtid, 1981-88, og Ydes disputats Det grundtvigske i Martin Andersen Nexø's liv, 1991, samt hans kommentarer m.m. i Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs tekstkritiske Nexø-udgave