Lektørudtalelse

Forfatter: Johanne Elvers Madsen

Kort om bogen

Råmanuskriptet til tv-serien "Skam", sæson 2, handler om smukke, seje og sårbare Noora. At læse dette manus er som at gense serien, samtidig med at den giver et unikt indblik i seriens tilblivelse. For alle "Skam"-fans fra 14 år

Beskrivelse

Vilde er vild med William, William er vild med Noora, og Noora vil gerne have at alle har det godt. Især vil hun gerne undgå at Vilde bliver såret. Det er i denne sæson Noora siger til Vilde: "Kroppen din trenger potet" (din krop har brug for kartofler) i køkkenet i Chris' mormors sommerhus. Det er en ægte kærlighedshistorie; både forelskelsens kærlighed og venskabets kærlighed

Vurdering

Manuskriptet behandler meget dybe og sårbare emner som spiseforstyrrelser, seksualitet, gruppepres, skam og udskamning, kærlighed og frygten for at være sårbar og åbne sig for en anden, fraværende forældre og meget mere: Alt sammen på en måde, der er loyal overfor unge, og helt uden at forfalde til trøstesløs socialrealisme. Det er både sjovt, (lidt) pinligt, rørende, gribende og alvorligt - og så kan man nikke genkendende til det hele, uanset om man har prøvet det selv. Dette manuskript er endnu mere notepræget end første sæsons manus, men er stadig en fornøjelse at læse. Det er et ægte råmanus med scener, der ikke kom med, locations, der ikke er på plads og fejl i datoerne

Andre bøger om samme emne

Ligner første sæsons manus Eva. Novellerne i samlingen Skam tematiserer på forskellige måder følelsen skam