Lektørudtalelse

Forfatter: Christine Christensen

Kort om bogen

Kan man altid sætte familiens behov over sine egne? Hvordan forbliver man venner, når tro og kultur ligger langt fra hinanden? Brugsbog til ungdomsuddannelserne om religion, ære, skyld og skam

Beskrivelse

16-årige Aisha lever et helt almindeligt liv; hun går i gymnasiet, bor sammen med sine forældre og søskende, hænger ud med veninderne og så er hun forlovet med sin fætter Haamid. Problemet er at Aisha er forelsket i sin storebrors ven, Andreas, en forelskelse, der får fatale følger, da familien beslutter at sende hende på "ferie" i Pakistan. Aishas pakistanske familie er nemlig enige om, at det bedste for alle er et bryllup med den meget ældre fætter Mahmoud, og hurtigt er Aisha både gift, stedmoder til 3 små børn og gravid med sit eget. Hjemme i Danmark plages både Andreas og Aishas storebror af skyldfølelse, men i stedet for at hjælpe hinanden splittes venskabet af kulturforskelle og misforståelser

Vurdering

En roman om forskellige religioner, forskellige livsopfattelser og med mange tematikker som abort, voldtægt, æresdrab, tvangsægteskab, seksuelle grænser, skyld og skam. Romanen er relativt velskrevet, selvom dialogen nogle steder virker lidt konstrueret, men de mange temaer og diskussioner om religion og tro sinker den skønlitterære oplevelse og gør bogen mest velegnet som udgangspunkt for en dialog i undervisningssammenhæng

Andre bøger om samme emne

 Solgt indeholder nogle af de samme problematikker