Lektørudtalelse

Forfatter: Inger Nygaard Kaad

Kort om bogen

Roman om den jødiske smaragdsliber Pierre, der genoplives og vender tilbage til et liv med datteren Zara, der er ateist og sin bedste ven den muslimske guldsmed Youssef. For voksne romanlæsere med interesse for relationer og religion

Beskrivelse

Bogen er bygget op i små afsnit, hvor man følger Pierre, Zara og Youssef på skift. Pierre bor i Idar-Oberstein i Sydtyskland, hvor han efter en stærk nærdødsoplevelse skal slibe den største smaragd i sin karriere. Datteren Zara er i Georgien for Unesco som kunsthistoriker, men den rejse tager en uventet drejning. Guldsmeden Youssef bor i Paris og er meget bekymret for radikaliseringen af sit barnebarn. De tre spor flettes ind i hinanden, og der kredses om forskellige opfattelser af døden

Vurdering

Anne-Cathrine Riebnitzsky er en dygtig sprogbehersker, og det er efterhånden en signatur for hende at skrive i små afsnit med et persongalleri, hvor historierne griber ind i hinanden. I denne roman bliver man dog ikke så grebet af personerne som i Den stjålne vej eller Forbandede yngel. Den meget store detaljerigdom om smaragder og deres slibning kan være en af grundene til, at man ikke gribes. Idéen om at vise det fælles menneskelige og døden som vilkår i islam, kristendom og jødedom er fin

Andre bøger om samme emne

En anden roman, der kredser om de mange forskellige opfattelser af døden er Ham der søger døden. I Frøken Smillas fornemmelse for sne er der også en meget stor detaljerigdom