Lektørudtalelse

Forfatter: Steffen Gordon Nielsen

Kort om bogen

Spændingsbog om kunstsvindel på højt plan, hvor forfatteren på fornem vis, skildrer et Cuba man som turist normalt ikke ser. For læsere af bøger der foregår i et lidt anderledes miljø, eller interesserede i kunst/Cuba

Beskrivelse

Michael Lose har i sine 3 tidligere spændingsbøger ladet handlingen udspille i udenlandske miljøer. Som i debuten Farligt møde i Havanna, foregår dele af handlingen også denne gang i Cuba. Kunstmaleren Mikkel Kirkegaard arbejder på et atelier i Havanna. For at hjælpe sin syge værtinde tager han imod et tilbud fra en rig amerikaner om at kopiere værker af Asger Jorn. Projektet lykkes og snart befinder Kirkegaard sig i New York for at hjælpe med at sælge malerierne til skyhøje priser. Han føler sig dog fanget i svindelnummeret og da han kommer tilbage Cuba er hans elskerinde, den synske santeria præst Gabriela, forsvundet

Vurdering

Man mærker tydeligt forfatterens viden og kærlighed til det eksotiske Cuba, og han formår på fremragende vis at formidle dette, idet miljøet er flot skildret og virker autentisk. Persontegningen er lidt vel klichefyldt og spændingen dykker et par gange, men generelt er der tale om en velskrevet og interessant bog

Andre bøger om samme emne

Knap så samfundskritisk som Loses tidligere udgivelser. Andre gode bøger der foregår på Cuba er fx Made in Cuba, På udkig efter Hemingway, samt Leonardo Paduras bøger