Lektørudtalelse

Forfatter: Thomas Ry Andersen

Kort om bogen

Gribende historisk murstensroman, der bygger på virkelige hændelser i 1928, hvor en stor gruppe hjemløse gik fra Kjellerup til Christiansborg for at kræve bedre forhold. For læsere af historiske romaner

Beskrivelse

Romanen åbner med, at en flok hjemløse får tæsk af en gruppe fiskere i Esbjerg, og blandt disse er bogens jeg-fortæller, Johannes. Johannes drager herefter videre til Kjellerup, hvor han sammen med andre hjemløse planlægger at mobilisere landevejens folk til at gå mod Christiansborg for at kræve bedre forhold. Fra by til by vokser gruppen, som hurtigt når op på 300, hvilket får justitsministeren til at give politimesteren i Vejle ordre om at stoppe marchen. Hjemløsetoget når dog videre, men mødes i København af soldater med skarp ammunition. Michael Valeur har tidligere bl.a. udgivet novellesamlingen Dyrk ikke natten

Vurdering

Valeur har lavet et stort researcharbejde til bogen, hvilket tydeligt skinner igennem. Det er en lang, velfungerende roman, som tegner et glimrende tidsbillede af Danmark i en tid med store sociale skel og problemer. Bogen vækker et stykke glemt danmarkshistorie til live og fanger med dens solide socialrealisme og indlevende personportrætter læseren fra første side

Andre bøger om samme emne

Gode beskrivelser af fattiges vilkår i Danmark i samme periode får man fx også i En rabarberdreng vokser op og Pelle Erobreren. Bind 1. Anne Marie Løns roman Sekstetten er en anden historisk roman, der tager udgangspunkt i virkelige begivenheder