Lektørudtalelse

Forfatter: Jørgen Bartholdy

Kort om bogen

Sam Berger, som efter de dramatiske begivenheder i Indland er Sveriges mest eftersøgte mand, hvirvles i denne tredje bog i serien ind i en voldsom og omfattende sag, der strejfer terrorisme og international illegal våbenplan på et højt plan. For Arne Dahl fans

Beskrivelse

I eftersøgningen efter en kidnappet pige opdager Sam Berger snart, at hans onde ånd, den tidligere kollega Carsten Boylan, efterstræber ham på livet. Det er dog kun en af de mange intriger og konspirationer som Arne Dahl fletter sammen i denne thriller, som bringer triumviratet Berger og hans to våbensøstre Molly Blom og Deer i svære vanskeligheder. Som i seriens to første bind kompliceres det hele af forskellige nære familiebånd, og selv ikke efter en voldsom afsluttende shootout på en øde ø i en svensk skærgård, synes alle trusler mod hovedpersonerne at være afværget

Vurdering

Dahl har et langt sikkert forfatterskab bag sig. Denne gang er der dog en del, der skurrer. Plottet er fantasifuldt og meget vidtløftigt. Dahl præsenterer løbende nye konflikter og alle personerne afslører nye traumer, så til slut har han svært ved at lande den komplicerede handling. Sproget, som Dahl har haft en sikker, men også højstemt tilgang til, løber denne gang over i det mere knudrede og forlorne. Dahl kan sikkert stadig fastholde sit kernepublikum, men nye vil ikke strømme til efter læsning af "Midtvand"

Andre bøger om samme emne

 Paganinikontrakten tager også afsæt i våbenhandel i Sverige