Lektørudtalelse

Forfatter: Annemette Schønberg Johnsen

Kort om bogen

Den hidtil bredeste, grundigste og mest personlige skildring af vores helt særlige indre, generne. Den underholdende og lærerige bog kan læses af enhver med interesse for populærvidenskab

Beskrivelse

Forfatteren er indisk-amerikaner, biolog og onkolog, og bogen er en prisnomineret bestseller. Den tager udgangspunkt i hans bengalske families forekomster af sindslidelser og gennemgår et kolossalt materiale om genforskning, der strækker sig fra antikken til i dag. Fra de tidligste optegnelser (Pythagoras m.fl) om arvelighed til Mendels opdagelse af genet i 1866, videre over nazisternes misbrug af arvelighedslæren til genmodifikation i sygdomsbekæmpelse. Og endelig nutidens og fremtidens muligheder for genom-manipulation, altså forbedring af en arvemasse. Hvert kapitel afsluttes med noter, og der er ordliste samt udvalgt bibliografi

Vurdering

Forfatteren må have udført et enormt researcharbejde for at skrive denne bog, der virker gennemdokumenteret og samtidig vedkommende, underholdende, letlæst, personligt og fagligt engageret. Udenlandske medier betegner bogen som majestætisk og stilistisk som en genets biografi, og disse vurderinger kan jeg tilslutte mig

Andre bøger om samme emne

Forfatteren har bl.a. også skrevet The emperor of all maladies , en tilsvarende fremstilling af cancer. Mit smukke genom har også en personlig vinkel på genetik