Lektørudtalelse

Forfatter: Carsten Güllich-Nørby

Kort om bogen

Imponerende storværk af en Europas førende tænkere. Professor Jan-Werner Müller sætter fokus på de politiske ideer i det tyvende århundredes Europa og analyserer den kamp for demokratiet som er basis for vores moderne samfund. For dig som har mod på akademisk læsning og følger debatten om demokratiet som styreform. Oplagt på relevante videregående studier

Beskrivelse

Akademisk essay som mixer politisk, kulturel og intellektuel historie og sætter fokus på fx nazismen, fascismen og kommunismen, og hvordan det liberale demokrati som opstod efter 2. verdenskrig forholder sig idehistorisk til nævnte politiske ideer. Forfatteren behandler også neoliberalismen, og nutiden som han kalder den "post-ideologiske tid". Delemner er ungdomsoprøret og den kulturelle revolution som udsprang af 1960'erne. Bogen er i 6 kapitler. Her er overskrifter som "Mellemkrigstidens eksperimenter: At skabe folk, at genskabe sjæle", "Genopbygningstænkning. Selvdisciplinerede demokratier, Folkedemokratier." og "Antipolitisk og fornemmelsen for en afslutning." Jan-Werner Müller er tysk idehistoriker og professor i politisk teori på Princeton University. Han har også skrevet Hvad er populisme?

Vurdering

Fremragende politisk essay, som ikke mindst er aktuelt i debatten om den stigende populisme og de mange højre-ekstreme partier i Europa

Andre bøger om samme emne

Unikt essay. Om populismen findes fx Hvad er populisme? og Nej er ikke nok