Lektørudtalelse

Forfatter: Inger Nygaard Kaad

Kort om bogen

Bog om kunsten at modtage og give kritik, og den berigelse det kan være. For voksne med interesse i selvudvikling og det at blive bedre til at se kritik som noget positivt

Beskrivelse

Bogen er opbygget i små kapitler med lidt tekst på hver side. Der er citatbokse, øvelser, værktøj, modeller samt opgaver med plads til, at læseren selv kan notere. Både afsender- og modtagerrollen i en kommunikationssituation analyseres, og der gives råd og tips til begge positioner. Hovedvægten er lagt på at lære at modtage kritik på så god en måde, at man lærer noget af det og bliver bedre

Vurdering

Ud fra mottoet: "Lad ikke ros stige til hovedet og kritik gå til hjertet" har forfatteren skrevet en letlæst og velformuleret bog for en bred målgruppe. Der kræves ingen specifikke faglige kompetencer for at få gavn af bogen. Forfatteren anvender gode sammenligninger, der gør det teoretiske konkret fx sammenligningen mellem det at få kritik og få et æble. Bogen indeholder ikke raket-videnskab, men budskaber vi gang på gang har brug for igennem livet fx: Bare fordi man har gjort noget dumt, er man ikke dum. Vores tendens til at tage kritik personligt og at opfatte noget, der er sagt om vores adfærd til at gælde vores identitet, er interessant

Andre bøger om samme emne

Flere af tankerne i bogen er inspireret af Byron Katies værk: Elsk det som er