Lektørudtalelse

Forfatter: Carsten Güllich-Nørby

Kort om bogen

Helle Merete Brix var ordstyrer under det debatmøde i Krudttønden som blev ramt af et uhyggeligt terrorangreb 14. februar 2015. Hun samler her en mosaik af tekster, interviews og essays fra nøglepersoner. Til glæde for dig som er samfundspolitisk interesseret og følger debatten om terror

Beskrivelse

Bogen har undertitlen "Om terrorens ofre" og har fokus på terrorens langtidskonsekvenser for ofre, overlevende og pårørende. En nøgleperson i bogen er en tidligere sikkerhedskoordinator, som for første gang fortæller om, hvordan gerningsmanden i Krudttønden bevidst gik efter at skyde ham og de øvrige politifolk i bygningen. Forfatteren redegør i sin bog grundigt for begivenhederne under terrorangrebet på Krudttønden og i synagogen i Krystalgade, men hun dokumenterer også andre terrorangreb som på spillestedet Bataclan og satiremagasinet Charlie Hebdo, begge i Paris, og massakren på Utøya og i Oslo. Bogen har forord af Francois Zimeray, der er fransk ambassadør i Danmark, han understreger bl.a. at "Universelle regler udgør en beskyttelse for ofrene." Helle Merete Brix er freelancejournalist og har fx også skrevet Gud og profeten tilgiver ikke

Vurdering

Vigtig samling af tekster, som med unikke vidnesbyrd fortæller om terrorangrebs langtidskonsekvenser for alle involverede

Andre bøger om samme emne

Om terrorangrebene i Danmark fx også Terroristen og krigeren, Jeg har set det samme ansigt overalt og Det gælder dit liv