Lektørudtalelse

Forfatter: Elisabeth Bennetsen

Kort om bogen

Lisa får ved et tilfælde fat i det mystiske computerspil "Alt" og opdager, at hun kan ændre verdens gang. Men skal man det? Læs fortsættelsen af ungdomsbogen Liv på spil. En spændende bog om gaming og skæbne for unge fra 12 år

Beskrivelse

Lisa bor i Aarhus og går i 7 klasse. Men selv om hun på mange måder er godt fungerende og har en dejlig familie, har hun det ikke let. Hun er blevet mobbet af klassens dronninger i årevis, og nu er det kulmineret med deling af nogle nøgenfotos af hende. Da hun ved et tilfælde får fat i computerspillet "Alt" og opdager, at hun med det i hænderne kan styre rigtige personer og ændre historien gang, er det pludselig hende, som har magten. Eller har hun? Hun opdager nemlig også, at hver gang man ændrer noget, sker der noget uforudset. Under et indbrud bliver hendes computer med spillet i stjålet. Men så møder hun Mads. Bøgerne skal helst læses i rækkefølge

Vurdering

Det er en rigtigt spændende og velskrevet bog med masser af frisk humor og nuancerede hovedpersoner, som man ikke kan undgå at blive engageret i. Bogen tager fat i en hel masse nutidige og relevante problemstillinger. Alt sat ind i en gaming-ramme, som især mange drenge gerne vil læse om. Sproget er flydende og billedskabende, og de korte kapitler får læsningen til at køre tjept

Andre bøger om samme emne

Hævnmotivet og de overnaturlige kræfter deler bogen med den velskrevne iBoy. En spændende fremtidsbog om et virtuelt univers er Ready player one