Lektørudtalelse

Forfatter: Steffen Gordon Nielsen

Kort om bogen

Spændende beretning om fonografens succesfulde indtog i København i 1889 og de personligheder, der blev optaget. For læsere interesserede i fonografens historie eller periodens kulturpersonligheder

Beskrivelse

En efterårsdag i København i 1889 præsenterede generalkonsul Gottfried Moses Ruben, som den første i Danmark, fonografen eller talemaskinen som den først blev kaldt. Ruben havde tidligere på året erhvervet sig generalagenturet for Edison-selskabet i Norden og begyndte nu med stor succes at optage en række af tidens kendte sangere og skuespillere som fx Elith Reumert og Olaf Poulsen, som han mod betaling lod publikum høre. Mange af disse optagelser har overlevet, og de 154 fonografvalse udgør det der i dag kaldes Ruben-samlingen, hvoraf de fleste kan høres online på det Kgl. Biblioteks hjemmeside. Udgivelsen er skrevet af lektor i musikvidenskab Steen Kaargaard Nielsen og tidligere lydteknisk konsulent Claus Byrith, som begge har været med til at digitalisere samlingen. Et udvalg kan høres på de to medfølgende CD'ere, hvis indhold også er transskriberet til bogen

Vurdering

Velskrevet og gennemarbejdet værk, som gør kulturhistorien levende ved at sætte lyd på. Det er både historien om fonografens indtog og teknikken bag, men er også en interessant fortælling om de nu mere eller mindre ukendte kunstnere som optrådte i periodens København. Den er fagligt let at gå til med mange illustrationer og kan læses uden særlige forudsætninger

Andre bøger om samme emne

Der findes ikke andet om emnet