Lektørudtalelse

Forfatter: Michelé Askja K Hvarregaard

Kort om bogen

Kunne du bruge hands-on praktiske tips til det gode og bekymringsfrie liv? Så er denne bog for dig. For alle der er interesseret i selvudvikling

Beskrivelse

Med udgangspunkt i spørgsmålet "Skal man stræbe efter lykke eller fokusere på at undgå ulykke?" fremsætter Rolf Dobelli 52 veje til det gode liv i "Kunsten at leve godt". Bogen, med forord af forfatteren selv, er inddelt i 52 afsnit med forskellige temaer og praktiske tips til det gode liv. Hvert afsnit er med illustrationer af grafikeren El Bocho. Dobelli har, forud for denne, skrevet bestsellerne Kunsten at tænke klart og Kunsten at handle klogt, der er i samme stil

Vurdering

Udover at være både romanforfatter og klummeskribent, er Dobelli iværksætter inden for videnskab, kultur og økonomi; den logiske tænkning og økonomiske tilgang til verden, er derfor fyldig i bogen. Dobellis eksempler er, næsten uden undtagelse, med en forretningsmæssig vinkel. Måske, det ikke falder i alle læseres smag. Selvhjælpsbogen er fint og klogt sammensat; der hentes inspiration fra antikken, middelalderlig filosofi og nyeste psykologiske forskning. Der gives redskaber og teknikker til hjælp til selvhjælp. Herudover skal de smukke illustrationer og det flotte layout i den lille, men bastante bog nævnes; det løfter i den grad oplevelsen

Andre bøger om samme emne

Man kan med fordel læse fx Nuets kraft, der tager fat i en dybere og mere åndelig præmis for det gode liv