Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Kort om bogen

Sam bliver ringet op af sin 6-årige søn, som skrækslagen hvisker, at nogen er brudt ind i deres hus. Da Sam når hjem, ligger hans kone i en blodpøl og hans søn er forsvundet. For læsere af skarpe svenske krimier

Beskrivelse

Politiet i Norrköping får deres sag for med en dræbt kvinde og hendes forsvundne søn. Ikke alene er der kun få spor at gå efter, men ægtemanden og barnefaderen Sam er sært usamarbejdsvillig, selv om han vil gøre alt for at finde sin søn. Sideløbende med efterforskningen følges politifolkene i deres privatliv med for lidt tid til familien, ambitioner om social opstigning og en forsigtig forelskelse. I centrum står anklageren Jana Berzelius, der med en traumatiseret og for enhver pris hemmeligholdt baggrund som en slags børnesoldat, ser sig nødsaget til at bøje loven

Vurdering

Fjerde selvstændige krimi i serien med Jana Berzelius, og der er på alle måder basis for flere. Den er velskrevet og -komponeret, og med hyppige og enerverende krydsklip bliver læseren drevet frem. Der er den del tråde at holde rede på og en ganske voldsom handling, men det hele går op i en højere enhed og tilfredsstiller absolut læsere af intelligente krimier

Andre bøger om samme emne

Kan læses på linje med andre stærke svenskere som fx Stefan Ahnhem, Lars Kepler, Stieg Larsson og Joakim Zander