Lektørudtalelse

Forfatter: Dorte Tissot Hansen

Kort om bogen

Jens Smærup Sørensen deler i denne bog sine overvejelser omkring mange forskellige samfundsspørgsmål med den læser, der interesserer sig for samfundsudvikling, historie og litteratur

Beskrivelse

Jens Smærup Sørensen har et stort varieret forfatterskab bag sig, og er måske bedst kendt for Mærkedage, der blev hans folkelige gennembrud. Denne bog indeholder en samling af 41 klummer skrevet til Kristelig Dagblad i årene 2013-2017. Klummerne optræder i kronologisk orden. Forfatteren reflekterer over så forskellige emner som fx Janteloven, forholdet mellem land og by, frihed, flygtninge, velfærdssamfundet, ytringsfrihed, ligestilling, danskhed, alder, materialisme m.m. I mange af refleksionerne er der fokus på samfundets udvikling gennem de senere år, ligesom der ofte sammenlignes med tidligere tiders samfundsforhold. Der drages paralleller til begivenheder i forfatterens eget liv og refereres ofte til den gamle bondekulturs fald. En del af klummerne indeholder litterære referencer. Bagerst findes en liste over forfatterens andre udgivelser

Vurdering

Sproget kan indimellem forekomme lidt gammeldags og snørklet, men alt i alt er det refleksioner, der giver stof til eftertanke, overrasker og ikke automatisk kan sættes i bås

Andre bøger om samme emne

Af andre lignende klummesamlinger kan nævnes Ulrik Høys Høy på ord samt Johannes Møllehaves Målbevidste svinkeærinder