Lektørudtalelse

Forfatter: Elisabeth Bennetsen

Kort om bogen

Det er ikke altid let at være tre veninder. Og slet ikke, når alle tre gerne vil ind på samme teaterskole. For hvem kommer ind, og hvem gør ikke? En bog om venskab, teater og lidt kærlighed for piger mellem 10 og 13 år

Beskrivelse

Ellen, Mathilde og Astrid er klassekammerater og bedste venner. Eller er de? Deres venskab kommer i hvert fald på prøve, da Ellen søger ind på dramaskolen på Eventyrteatret i Søborg. For det gør de to andre også. Men hvordan går det med deres venskab, da det kun er de to af dem, som bliver optaget? Det bliver ikke helt let at være Ellen, som er bogens fortæller. Men heldigvis er det sjovt at gå på skolen, og så er der også lige ham den søde Mikkel på holdet. Bogens forfatter har udgivet en del børnebøger i forskellige genrer bl.a. Jagttegn

Vurdering

Det er en fin bog for de piger, som kan lide at læse om den svære veninderolle og måske også går rundt med lidt stjernedrømme i maven. Bogen skildrer præcist de intriger og mekanismer, som der kan være i en pigegruppe, men fortæller også ret realistisk om, hvordan det er at gå på netop Eventyrteatrets dramaskole. En hurtigt læst roman, som kommer omkring mange forskellige følelser på kort tid. Forsiden er lidt rodet, men signalerer klart dans og show

Andre bøger om samme emne

 Ikke uden Frederikke handler også om tre veninder, som vil stille op til samme konkurrence. Også her har det konsekvenser for deres venskab