Lektørudtalelse

Forfatter: Jørgen Bartholdy

Kort om bogen

Lignelsen om de betroede talenter kunne få nogen til at mene at Gud er liberalist, men Jakob Brønnum bruger lignelsen som afsæt til en eftersøgning efter den næstekærlighed, som han mener er forsvundet. For teologer og andre med interesse for konflikten i lignelsen og forfatterens holdninger

Beskrivelse

Forfatteren, digteren og teologen, Jakob Brønnum, der i en årrække var redaktør for præsteforeningens blad, har efterhånden mange bøger bag sig. Her tager han fat i Matthæuseffekten, som med afsæt i lignelsen om de betroede talenter fører til en diskussion om næstekærlighed og hvordan vi håndterer den i vores moderne verden. Brønnum bygger på den forudindtagelse, at næstekærligheden er forsvundet i vores samfund, fordi den netop - omvendt af kapital - sygner hen når den ikke (for)bruges, men vokser, når den bruges

Vurdering

Brønnum indkredser sit emne og sine pointer i en ordrig diskussion med sig selv. Han er en kyndig teolog og en bevidst kristen, som ikke springer over hvor gærdet er lavest, men han stiller denne gang store krav til læseren. Brønnum har tidligere i Pengeguden taget forholdet mellem tro og materialisme under behandling, og "Matthæuseffekten" kan ses som en fortsættelse af denne diskussion. Sprogligt fungerer bogen fint, men der er en indforståethed, som vil få teksten til at virke fremmed for mange, der ikke er evangeliestærke

Andre bøger om samme emne

Læsere med en mere evangelieorienteret interesse kan fx supplere med Matthæus-evangeliet. [Bind] 1