Lektørudtalelse

Forfatter: Frederik Nielsen

Kort om bogen

Bogen giver et overblik over ni udvalgte alternative behandlingsformer og en gennemgang af forskellige sygdomme og symptomer og hvad der kan afhjælpe dem. For alle med en bred interesse i sundhed

Beskrivelse

Efter en kort begrundelse for bogens relevans, gennemgås ni forskellige meget brugte behandlingsformer: akupunktur, funktionel medicin, homøopati, hypnose, kranio-sakral-terapi, meditation, zoneterapi, Body SDS og cannabis. Historien bag hver form og forskningen indenfor hver gennemgås og behandlingen, samt hvad man kan forvente af den, forklares. Derefter giver forfatteren anvisninger på afhjælpning af 20 forskellige symptom- og sygdomstilstande, der giver læseren redskaber til selv at arbejde på at blive rask. Forfatteren er uddannet læge, zoneterapeut, akupunktør og psykoterapeut og har udgivet flere bøger om sundhed og forebyggelse af sygdom

Vurdering

Bogen kommer godt rundt om behandlingsformerne, så læseren får en reel mulighed for at danne sig et billede af en del af det brogede marked som alternativ behandling er. Det er betryggende, at forfatteren har rødder i både konventionel lægevidenskab og i alternative behandlingsformer, og det giver bogen troværdighed, at den ikke er skrevet fra den ene skyttegrav, som mange bøger om emnet er

Andre bøger om samme emne

 Alternativ behandling - metoder og virkninger og Komplementær og alternativ behandling gennemgår også forskellige alternative behandlingsformer og giver ligesom denne et fornuftigt overblik