Lektørudtalelse

Forfatter: Maria Sjøblom

Kort om bogen

14-årige Siri iværksætter sin plan for at få en feriekæreste. Men det er ikke nemt, når man både er lidt nørdet og har en toplækker storesøster. For piger mellem 11 og 13 år

Beskrivelse

Siri er ellevild, fordi hun er blevet inviteret til fest hos den lækre Valde. Men samme aften overrasker hendes forældre med en ferie på Gran Canaria for hele familien. Modstræbende må Siri tage med sammen med sin lillebror Sigurd og storesøster Sara. For at overleve iværksætter Siri sin hemmelige misson om at forandre sig fra nørde-Siri til lækre-Siri. Allerede på flyet løber Sara med al opmærksomheden fra den lækreste dreng. Veninden Nete hjemme i Danmark sender et godt råd om, at Siri skal efterligne Sara. Men måske er det bedst bare at være sig selv og ikke kun gå efter den lækreste fyr?

Vurdering

Underholdende og sød hverdagshistorie med dilemmaer, de fleste piger vil kunne genkende. Siri fortæller levende gennem hele bogen og tilføjer løbende små bemærkninger til teksten sammen med små huskelister. Den danske forfatter har udgivet masser af bøger for både børn og unge

Andre bøger om samme emne

Forvandlingen af en nørdet pige er også fokus i den mere urealistiske Nørd på catwalk af Holly Smale. Som en skøn sommerferieroman om jalousi kan Echo Freers Magentas svedige sommer også anbefales