Lektørudtalelse

Forfatter: Carsten Güllich-Nørby

Kort om bogen

Hanna Arendt (1906-1975) var politisk filosof, og måtte som jøde flygte fra nazisternes terror. Hendes tre essays er eviggyldige og tankevækkende vidnesbyrd om at være flygtning. For alle som følger debatten om flygtninge og til opgavebrug fra gymnasieniveau

Beskrivelse

Samling af tre essays. "Ikke blot virker mange af hendes pointer om muligt endnu mere relevante i dag end dengang..." Sådan skriver Thomas Gammeltoft-Hansen i sit forord om Arendts essays aktualitet. Første essay er "Vi flygtninge" fra 1943. Her skriver Arendt ud fra sin situation som jøde på flugt fra nazisterne. Næste essay er "De retsløse og de ydmygede", der er fra 1944 og oprindeligt trykt i emigrantavisen "Aufbau". Tredje essay hedder "Nationalstatens forfald og enden på menneskets rettigheder" og er fra 1951. Bagerst i bogen noter om de tre essays. Gammeltoft-Hansen afslutter sit forord sådan: "Hannah Arendt minder os om, at frihed og menneskerettigheder er en skrøbelig størrelse, vi aldrig bare skal tage for givet."

Vurdering

Tankevækkende essaysamling, hvor Arendt med tidsløse refleksioner om at være og føle sig som flygtning, giver vigtig tankegods til også den aktuelle debat om flygtninge

Andre bøger om samme emne

Essayet "Vi flygtninge" findes også i denne udgave Vi flygtninge. "Nationalstatens forfald og enden på menneskets rettigheder" er et uddrag fra Det totalitære herredømme. Et essay om flygtningekrisen er fx Europas ambassade af Grøndahl