Lektørudtalelse

Forfatter: Grethe Lorentzen

Kort om bogen

En filosofs bud på hvad filosofiens fundamentale, universelle opgave er, og hvor denne opgave fører hen. Til trænede filosofi-læsere og opgaveskrivning fra godt gymnasialt niveau

Beskrivelse

Filosofiens opgave er "menneskets bestræbelse på at afdække de nødvendige træk ved enhver mulig verden og ved vor situation som personer", mener Kai Sørlander. Han præsenterer filosofihistorien, dens centrale personer og positioner, og påpeger påvirkningerne fra kristendommen og videnskab. Herefter giver han sit eget personlige bud på filosofiens universelle opgave: "Den fundamentale begrebsknude, der knytter sandhedens mulighed sammen med modsigelsesprincippet". Han gennemfører herefter en transcendental deduktion af det begrebssystem, som må være forudsat enhver mulig virkelighedsbeskrivelse. Kai Sørlander er filosof, forfatter og debattør

Vurdering

KS søger efter filosofiens fundamentale holdepunkt og det, der har absolut gyldighed. Han giver i sine nedslag i filosofihistorien en fin fremstilling med fokus på ikke at forfalde til historicisme og solipsisme. Han opfordrer læseren til at tænke efter selv, især med sine afsluttende betragtninger over den frie tænknings nødvendighed for fastholdelse af et demokratisk samfund

Andre bøger om samme emne

KS har senest udgivet Fornuftens skæbne og Den politiske forpligtelse. Han trådte i 1994 ind i den filosofiske tradition med bogen Det uomgængelige