Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Rahbek Christensen

Kort om bogen

Sjov, skør og spændende bog i serien om drengen Svend Svovl, som tager på tidsrejse med sin lærer, hr. Suresen. Kan læses af børn fra ca. 9 år

Beskrivelse

Svend Svovls lærer, hr. Suresen, sover over sig, så han tager til urmageren sammen med Svend Svovl for at få lavet sit ur. Han låner et ur af urmageren, men det viser sig, at man kan rejse i tiden ved hjælp af uret. Svend Svovl og hr. Suresen rejser tilbage til forskellige tidsaldre, og de har svært ved at finde tilbage til nutiden igen. Den danske forfatter Henrik Einspor har skrevet mange andre børnebøger, bl.a. de populære letlæsningsserier "Jack Stump" og "Max Skræk". Bag i bogen er 11 sider, som reklamerer for nogle af forfatterens øvrige bøger

Vurdering

Bogen er letlæst med korte kapitler og mange illustrationer. Tegningerne af Lars Petersen er karikerede, skægge og meget charmerende. Forsiden med Svend Svovl, lærer Suresen og 2 vilde vikinger er indbydende, mens bagsidetekstens 2 linjer ikke siger meget om bogens indhold. Sproget er nutidigt, og der er mange herlige replikker og ordspil, fx at det er træls at være træl

Andre bøger om samme emne

Der er hidtil udgivet 10 bøger i serien "Svend Svovls bedrifter" under serien "Dingo. Gul". Historierne om Svend Svovl udgives nu af forlaget "Løse Ænder", som også har genudgivet de tidligere historier samlet i 3 bind. Serien har samme humor som forfatterens bøger om "Jack Stump", men er lige knap så barske