Lektørudtalelse

Forfatter: Vera Hollerup

Kort om bogen

Her er endelig tredje og sidste bind af science fiction-serien, "Ilttyv", om en fremtid, hvor ilt er blevet en kostbar salgsvare. En meget spændende og barsk bog for 12-16-årige

Beskrivelse

Handlingen udspilles i en fremtidsverden, præget af menneskeskabt iltmangel og livsfarlig stråling. Søskendeparret Shay og Troy fortæller historien på skift i jeg-form. Troy er kravlet op gennem sløret og kan nu påvise, at strålingen er forsvundet dernede, og at det er magthaverne, der har ført folket bag lyset. Ovenover sløret arbejder Shay modvilligt sammen med den kyniske Marton på at organisere et oprør med Rådet, der sidder på magten. Rådet har pågrebet Troy og holder ham skarpt bevogtet. Nu planlægger Marton og hans folk en aktion, der skal befri Troy

Vurdering

Det er en velskrevet, spændende og barsk bog. Sproget er letflydende og mundret med gode autentiske dialoger og med fine præcise beskrivelser af lokaliteter. De korte kapitler, de korte præcise sætninger og det hastige fortælletempo gør, at man flyver gennem handlingen. Persongalleriet er grundigt skildret med dets mange forskellige typer og karaktertræk, og man får et godt kendskab til personerner. Det barske og nådesløse fremtidssamfund er beskrevet med stor originalitet, troværdighed og indlevelse

Andre bøger om samme emne

Inden for samme genre af bøger, der skildrer en dyster og barsk fremtidsverden, kan også anbefales serien "Kloden under vand" af Ida Marie-Rendtorff, samt "Divergent"-serien af Veronica Roth