Lektørudtalelse

Forfatter: Julie Arndrup

Kort om bogen

En herlig samling af fortællinger om piger der nørder igennem med deres interesser, som fx guitar, Star Wars, mytologi, astronomi, rollespil, geparder, Harry Potter, bueskydning med mere. Velegnet til 10-14-årige

Beskrivelse

Silja Okking har samlet en bog med 11 såkaldte pigenørder, som fortæller om deres nørdeinteresse og hvor meget tid de bruger på den hver dag. Pigerne deler deres oplevelser og giver gode råd til andre nørder, om hvordan man står ved sig selv og sin specielle interesse. Med i bogen er også flere historier om voksne kvindelige nørder, som fx Marie Curie, Kelly Clark og Sofia Coppola. Bogen er illustreret med fotografier af pigerne og deres hobbyting

Vurdering

En oplysende og sjov bog til alle børn der nørder igennem og er stolte af det. Hvis især piger har brug for opmuntring og positive rollemodeller, så kan de finde masser af dem i denne bog, der viser både stoltheden og glæden over at være god til noget og bruge meget tid på det. Der er også fine eksempler på, hvor vidt man kan drive det, hvis man bliver ved at dygtiggøre sig og ender med at arbejde med sin interesse som voksen

Andre bøger om samme emne

Der findes ikke rigtig noget ligesom denne bog, og der mangler bøger til piger der ikke vil flette hår eller lægge makeup