Lektørudtalelse

Forfatter: Signe Rugtved Andersen

Kort om bogen

Søger du viden om, hvordan de forskellige fødevarer påvirker din sygdom og sundhed, og om hvordan du ikke alene kan forebygge, men også behandle sygdom ved at spise plantebaseret kost? Så er dette bogen for dig

Beskrivelse

Klinisk diætist Maria Felding og læge Tobias Schmidt Hansen er gået sammen for at forsøge at afdække en række af de forestillinger og myter, der eksisterer om den mest optimale kost. Dagligt møder danskerne modstridende råd om, hvordan man bør spise, hvis man skal holde sig sund og rask og i øvrigt holde vægten. For er komælk nødvendigt for at bibeholde sunde knogler? Og er kulhydrater usunde for vores krop eller en vigtig energikilde, der i den grove udgave er med til at sikre de vigtige kostfibre? I bogen sammenfatter de to forfattere en lang række undersøgelser, der alle peger i én retning; den optimale kost er en plantebaseret kost. Bagerst i bogen findes en række opskrifter, der kan hjælpe dig i gang med at leve plantebaseret. Opskrifterne ledsages af farvefotos. Bogen har en kildeliste og en indholdsfortegnelse

Vurdering

På trods af det tunge stof er bogen letlæst og letforståelig. Kapitlernes inddeling fungerer godt og er med til at skabe overblik, således at bogen både kan læses i sin helhed og som opslagsbog

Andre bøger om samme emne

I Kinastudiet kan læseren blive yderligere overbevist om fordelene ved at spise vegansk. Bogen er skrevet af en amerikansk forsker og er baseret på undersøgelser udført i kinesiske landdistrikter i 1980'erne