Lektørudtalelse

Forfatter: Poul Flou Pedersen

Kort om bogen

Den syriske forfatter, der nu er i eksil, har illegalt rejst ind i Syrien for at interviewe almindelige mennesker om de ubeskriveligt frygtelige forhold, borgerkrigen medfører. Ubehagelig, men helt nødvendig læsning for alle, der vil have indsigt i krigens rædsler i Syrien

Beskrivelse

Det var med livet som indsats, at den kvindelige syriske forfatter, Samar Yazbek, illegalt rejste ind i de områder af Syrien, hvorfra hæren var blevet fordrevet af militante oprørsgrupper og besøgte fx byerne Saraqeb og Kafranbel. Her opsøger hun og fører samtaler med almindelige borgere, frivillige kvindegrupper, jihadister og alle andre, der på den ene eller anden måde er i live på trods af tøndebomber, granater og totalt ødelagte byer. Yazbek er selv af alawitisk slægt, men har ikke ladet sig korrumpere som mange andre af mindretallet, der støtter Assad-regimet

Vurdering

Det er umuligt at fatte omfanget af den materielle og menneskelige forråelse og ødelæggelse, som Syrien de sidste fem år har været udsat for. Men den tragedie forsøger Yazbek med sine modige interview at sætte ansigt på i denne rystende bog, der ikke er svær at læse. Tragedien er ekstra bitter i "de befriede" områder, for nok slap man af med Assad, men man fik udenlandske jihadister i stedet

Andre bøger om samme emne

Det er oplagt at sammenligne med nobelprismodtageren Svetlana Aleksijevitj, men også navne som Puk Damsgård, Erika Fatland og nu afdøde Rysard Kapuscinski kan nævnes