Lektørudtalelse

Forfatter: Louise Hede

Kort om bogen

Velskrevet lille roman om en italiensk kvindes refleksioner over sine valg i forhold til børn og karriere. Vil appellere til alle læsere, dog i høj grad kvinder

Beskrivelse

Kvinden Leda tager på ferie ved havet efter at hendes to døtre er flyttet hjemmefra. Alene for første gang i mange år føler Leda sig fri og uden forpligtelser, men på stranden ser hun en ung smuk kvinde og hendes lille datter der går rundt med en dukke, hvilket får Leda til at reflektere over sin egen rolle som mor. Bogen udkom på originalsproget tilbage i 2006 og er derfor skrevet før forfatterens store gennembrud med Napoli-romanerne. Samtidig med denne udgivelse udkommer også forfatterens børnebog Stranden om natten, hvis historie udspringer fra denne roman. Elena Ferrante er et pseudonym, da forfatteren ønsker at forblive ukendt

Vurdering

En velskrevet lille roman om selvransagelse og de valg - og fravalg - en mor tager

Andre bøger om samme emne

Det er oplagt at nævne forfatterens Napoli-romaner, der starter med Min geniale veninde. I Herbjørg Wassmos roman Disse øjeblikke er et af temaerne også en kvinde, der vil realisere sig selv på bekostning af moderskabet