Lektørudtalelse

Forfatter: Bo Knudsen

Kort om bogen

Fantastisk billedbog om venskab, ord og natur for de 5-10-årige. Til lystlæsning, fordybelse, undren og analyse

Beskrivelse

Anna mistede sin mor og bearbejdede sin sorg i bogen Annas himmel. I bogen her får hun en ven, drengen Morkel, der er en outsider med en dyster, men ufortalt, fortid/nutid. Sammen deler de to en fælles verden af ord og stilhed i naturen. Helt centralt står sætningen "Alle har sit eget alfabet (...) Det kan tage lang tid at tyde bogstaverne". Photoshop er redskabet, den prisbelønnede norske forfatter og billedkunstner bruger til sine collageagtige illustrationer

Vurdering

Hole er en ener i billedbogskrybben. Helt fantastisk, synes jeg. Jeg lader mig fange ind af fortællingen, der umiddelbart er let at læse og forstå, men som alligevel har så mange lag af følelser og en masse usagt. Ligesådan er illustrationerne nærmest realistiske men ved nærmere eftersyn fulde af detaljer, synsvinkler og dybder, der gør det muligt at læse bogen mange gange og hver gang få noget nyt ud af den. Det surrealistiske er en del af Holes udtryk, men her meget afdæmpet i forhold til første bog om Anna

Andre bøger om samme emne

Bogen lægger sig tæt op ad Holes tidligere bøger, og kan bedst sammenlignes med disse mht. til stil og stemning fx Garmanns sommer. Holes surrealisme får mig til at tænke på maleren Otto Frello