Lektørudtalelse

Forfatter: Anne Grete Jacobsen

Kort om bogen

Flemming Toft og Ulrik Wilbek i samtale om Wilbek som person. For læsere som interesserer sig for mennesket bag Wilbek, som vi især kender fra håndboldverdenen

Beskrivelse

Flemming Toft har tilbragt mange timer sammen med Ulrik Wilbek i forbindelse med hans håndboldkarriere. Denne bog er resultatet af mange timers samtale, som er ført efter EM-turneringen i Herning i 2014, Ulrik Wilbeks sidste opgave som landstræner. Flemming Toft forsøger at trænge ind bag den offentlige person, derfor er der mere snak om følelser end om resultater. Emnerne er mange: danskeren, håndboldmanden, politikeren, personen, lederen og inspiratoren

Vurdering

Det er en samtalebog, som fungerer. Flemming Toft er en god spørger og Ulrik Wilbek svarer åbent og ærligt uden at det bliver for privat. Vi får tegnet et portræt af en person, som er meget målrettet, og som hele tiden er indstillet på at gøre sit bedste, samtidig med at han stiller krav. Vi møder også en person for hvem musik og poesi spiller en stor rolle

Andre bøger om samme emne

Ulrik Wilbek har selv skrevet en del bøger, hvor han fortæller om sin ledelsesstil, fx i Motivation i medvind og modvind og Gå forrest, men der er ingen af dem, der kommer så tæt på personen Ulrik Wilbek som denne bog