Lektørudtalelse

Forfatter: Helle Winther Olsen

Kort om bogen

Drag til Salling-egnen i 1500-tallet og oplev bonde- og herregårdslivet med studevogteren Rasmus, hans søster kokkepigen Maren og Fru Anne Friis som de centrale figurer. For den historisk og i særdeleshed lokalhistorisk interesserede læser

Beskrivelse

Med udgangspunkt i herregården Kjeldgaard, hvor forfatteren selv bor, fortælles historien om en dramatisk periode med Grevens Fejde, bondehæren og borgerkrig som grum kulisse. Roman forløber over et tiår fra 1534 til 1545 og har smedesønnen og hyrdedrengen Rasmus Thøgersen og hans søster Maren som hovedpersoner. De tjener begge på Kjeldgaard, hvor fru Anne Friis af sin mand er sat til at styre bedriften, mens han tager sig af det politiske. Romanen bygges op omkring to dramaturgiske vendepunkter: bondehærens hærgen på herregården og den efterfølgende voldtægt af Maren samt en brutal og realistisk fødsel i Friis-familien. Udover bondelivet hos høj og lav skildres også byliv i Viborg med latinskole og købmandsliv

Vurdering

Romanen bærer præg af omfattende research og fortælleglæde. Der fortælles med grundighed og stor indsigt i alt lige fra studedrift, datidens mad- og kostvaner til pige- og kvindeliv. Personerne overbeviser som gode bud på formidlere af den historiske tid. Det er en historisk roman af et lidt gammeldags snit, men helt klart læseværdig med al sin historiske viden på plads

Andre bøger om samme emne

 Ravns føde har større fokus på en kærlighedshistorie samt ånds- og troslivet