Lektørudtalelse

Forfatter: Martin W Hansen

Kort om bogen

En svinetransport kører galt på vej til slagteriet, og bogen følger 3 grises vej mod friheden. For alle fra 10-12 år der kan lide sjove og fjollede bøger

Beskrivelse

Bogen handler om 3 grises flugt fra en forulykket svinetransport og deres fangenskab. Vi følger de 3 grises ofte meget forskellige og modstridende følelser og tanker, mens de på deres færd møder så forskellige typer som en omrejsende gøglertrup, en kødgangster og en morderisk konditor. Og det er ikke let, når man aldrig har kendt til andet end fangenskab, at finde sig til rette i rollen som vild og fri gris, i en verden der sjældent vil én noget godt

Vurdering

Det er en ret morsom bog, hvor forfatteren smider alt hvad vi har af grise-referencer, grise-floskler, grise-vittigheder og grise-talemåder ind over sine stakkels hovedpersoner. Det er ikke altid sjovt at være en gris, men det er i hvert fald ret morsomt at læse om hvad der foregår inde i hovedet på én. Forsiden af Søren Tim Nordbo er flot og fanger stemningen i bogen på en god måde

Andre bøger om samme emne

Munter fortælling der minder om en mellemting mellem Jürgensens Ikke en fjer bedre og en falden-på-hale-version af Kammerat Napoleon