Lektørudtalelse

Forfatter: Martin W Hansen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Det er 5. del af serien, men man kan uden de store problemer følge med, selvom man ikke har læst de forrige bind. Serien vil tale til spændings-læsere fra ca. 10 år og op, som ikke skal have alt for svære bøger

Beskrivelse

Alt er næsten som det plejer i serien, som endnu en gang ses fra 12-årige Maltes synsvinkel, med den ene forskel, at han i begyndelsen af denne bog fuldstændig har mistet hukommelsen. Han ved ikke engang, hvad han selv hedder. Det viser sig dog snart, at han er med sin familie på ferie i Paris, og at en gal mand har givet ham en pille der fjerner hans minder, og den samme galning har planer om at gøre det samme med hele Paris' befolkning. Da det tilsyneladende kun er Malte, hans søstre og deres skøre farfar, der aner uråd, er det nu op til dem at stoppe ham. Det er en spændende og sjov historie, som er holdt i et enkelt og letlæst sprog. Forsiden er i samme vilde og lidt naive stil som forrige bind, som også adskiller sig lidt fra de andre bind i serien

Sammenligning

Det er let og somme tider fjollet spænding i stil med Einspors Ali Zongo eller Bancherus' serie om Kwiatkowski

Samlet konklusion

Endnu et rigtigt fint bind i serien, som vil underholde dem, der leder efter en uhøjtidelig og letlæst spændingsbog