Lektørudtalelse

Forfatter: Martin W Hansen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Bogen henvender sig først og fremmest til fans af forfatterens tidligere serie: Skyggens lærling, og til dem der har læst seriens første 3 bind. Forsiden formidler sig selv til denne målgruppe. Kan selvlæses fra ca. 12 år og opefter

Beskrivelse

Dette er 4. del af serien om de skandiske Våbenbrødre, og der lægges klart op til endnu en cyklus i serien. Hovedpersonen Hal og hans mandskab sendes nemlig denne gang til Araluen for at udføre en opgave for kongen der. De når dog ikke dertil i dette bind, da de forsinkes af en fjende fra fortiden og et regnskab, der må gøres op. Vi får endnu en gang en fantastisk og meget medrivende fortælling, fra en af de mest produktive fantasy-forfattere på børnebiblioteket. Kvaliteten er høj og fans af forfatteren vil få forventningerne indfriet. Sidst i dette bind lokkes læseren med en introduktion til det 5. bind i serien

Sammenligning

I sprog og plot adskiller dette bind sig ikke fra seriens øvrige, ej heller fra den formel som forfatteren med held har benyttet i Skyggens lærling, men det er også unødvendigt, for det er underholdende fantasy af højeste karat, sammenlignelig med mestre som David Eddings og Tamora Pierce

Samlet konklusion

Vi får endnu en gang en yderst underholdende fantasy-fortælling, som man ikke kan lægge fra sig undervejs, og som man vil have mere af, når sidste side er vendt. Flanagan markerer sig endnu en gang som én af de bedste forfattere på bibliotekets fantasy-hylde