Lektørudtalelse

Forfatter: Jacob Holm Krogsøe

Kort om bogen

Fascinerende, rørende, frastødende og grotesk fortælling fra 1800-tallets England, hvor vi følger et freakshow. Man får, hvad den meget flotte og uhyggelige forside lover, men samtidig er Freaks et stærkt menneskeligt drama til læsere af historiske romaner

Beskrivelse

Vi møder "Sfondrinis Storslåede Seværdigheder" - et freakshow, der rejser rundt fra den ene lille flække til den anden for til sidst at ende i London. Samtidig følger vi den skruppelløse Dr. Cavendish i London, der arbejder på en bog om menneskelige vanskabninger. Da Cavendish opdager, at et nyt freakshow er kommet til byen, kan dramaet for alvor folde sig ud. Forfatteren kommer vidt omkring, der introduceres mange personer, miljøer og konflikter, en konkret spændingshistorie og elementer fra horrorgenren

Vurdering

Sproget er enkelt og effektivt og Eibe skriver til sanserne, så hendes "freaks" føles levende. Langt hen ad vejen forløses det ambitiøse projekt. Bogens eneste problem er, at den konkrete spændingshistorie føles forhastet. Men "Freaks" er en fascinerende fortælling, hvor stærke etiske overvejelser får læseren til at stille spørgsmålet: Hvem er rent faktisk de rigtige freaks?

Andre bøger om samme emne

I romanen Freak love følger vi et freakshow i USA og i Tod Brownings film Freaks, indgår der virkelige vanskabninger - begge omhandler "freaks", og kan opsøges som et supplement til de etiske problemstillinger