Lektørudtalelse

Forfatter: Maria Björnsdóttir

Anvendelse/målgruppe/niveau

Bogen Smuk er døden, som I fik er en genudgivelse af Claes Johansens gribende 1864 soldaterfortælling, nu med efterskrift af Tom Buk-Swienty. Her i 150 året for nederlaget, og med en kommende stor DR-tv-serie om krigen rundt om hjørnet, vil det være et romanemne, der appellerer bredt

Beskrivelse

Den unge Henrik Wulff melder sig frivilligt til tjeneste i krigen i 1864. Han bliver placeret i et regiment på Limfjordsegnen. Det er ikke så meget en fortælling om krig, som en fortælling om hverdagen i krigen. Vilkårene for de lokale, der bliver plyndret af både deres egne soldater og fremmede tropper. De lange ventetider og marcher rundt mellem stillingerne. Soldaterne er indkvarterede på gårde rundt omkring, de får dårlig kost og angribes mere af lopper og lus end af fjenden. Wulffs stigende håbløshed og desillusion accelererer frem imod den grumme og sørgelige slutning. Bogen er velskrevet, fængende og godt skruet sammen. Man får personerne helt ind under huden og kan næsten mærke trætheden i sine egne ben, når de segnefærdige af træthed når frem til næste bestemmelsessted

Sammenligning

Claes Johanssons senere roman Fodfolk er også netop genudgivet, foregår i samme periode. Derudover er det oplagt at sammenligne med Tom Buk-Swientys populære bøger Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als

Samlet konklusion

En virkelig god roman om et af danmarkshistoriens mørke kapitler. Bred interesse for emnet og kan formidles til begge køn, ung såvel som ældre