Lektørudtalelse

Forfatter: Marianne Agger

Anvendelse/målgruppe/niveau

Billedbog om at skulle overnatte hos en ven for første gang. Til børn mellem 4 og 6 år. Bogen er oplagt til en snak om overnatninger og kan bruges både af forældre og pædagoger. Forsiden er fuld af spræl med de to hovedpersoner, der hopper i sengen

Beskrivelse

Hjärpe har tidligere udgivet Hilda får en legekammerat i 2013. Denne legekammerat er Charlie, og det er ham, der nu skal overnatte hos Hilda. Charlie pakker en taske, og Hilda kommer og hjælper ham med at bære hans ting. På vejen taber de Charlies bamse, hvilket de ikke opdager. De leger spøgelse, hygger sig i sofaen med en film, og inden sengetid hjælper de hinanden med at børste tænder. På vej i seng opdager de katastrofen: Charlies bamse er væk. De leder overalt, og Charlie er ked af det. Heldigvis finder Hilda bamsen i haven, og den våde bamse bliver nusset om, inden alle sover trygt. En sød historie om en overnatning, som de fleste børn nok er lidt spændte på. Historien er fin at læse op. Tegningerne passer godt til teksten, men der foregår også andre ting på dem end det, der fortælles om. Jeg er dog ikke så vild med tegnestilen, der minder om Susanna Hartmanns streg. Noget, der undrer mig er, at de voksne er fuldstændig fraværende i historien. Bogen fungerer uden, men den ville være mere realistisk med dem

Sammenligning

Lignende bøger med samme tema er fx Grimms Sofus og Sille sover sammen, hvor utrygheden også titter frem, før man falder i søvn et andet sted

Samlet konklusion

Udmærket bog om et væsentligt emne, som børn kan relatere sig til