Lektørudtalelse

Forfatter: Helle Winther Olsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Genudgivelse af Kirks debutroman der udkom i 1928 og betegnes som den første kollektivroman i dansk litteratur, hvor man på skift følger en større gruppe individer. Denne udgave må betegnes som den ultimative udgave, der vil blive stående på biblioteket i mange år, til glæde for alle de mange der ønsker at (gen)læse en klassiker

Beskrivelse

Skønt Hans Kirk (1898-1960) havde sit ideologiske fundament i marxismen, er denne socialrealistiske kollektivroman hverken dogmatisk eller et manifest. Den er først og fremmest en empatisk, dybt engagerende, velskrevet og ikke-fordømmende roman om en gruppe fiskere, der forlader deres udpost ved Vestkysten og flytter længere ind i landet til fjorden. Til et mildere landskab, hvor de agter at udfolde deres Indre Mission religion. Men her blæser også mildere, grundtvigianske vinde, og det kommer hurtigt til konflikt mellem fiskere og bønder. Tro og etik, fysiske drifter over for den strenge moral er konflikter, der influerer på både samfund og individ. Her er uforglemmelige skæbner og en fascinerende beskrivelse af en dansk religionskonflikt

Sammenligning

Romanen er udkommet i i alt 6 udgaver, hvor den nyest tilgængelige hidtil har været en Tranebogsudgave. Denne nye udgave følger førsteudgaven fra 1928 helt tæt med den originale retskrivning (bl.a. navneord med stort ) bevaret. Den ledsages af en fyldig efterskrift, ordforklaringer og bibliografiske data

Samlet konklusion

Romanen hører hjemme overalt: Dansk klassiker. Smukt boghåndværk. Eksklusiv, oplysende efterskrift